08. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Vejdirektoratet har fundet rådgiver til anlæg af Midtjyske Motorvej Klode Mølle - Løvel

Vejdirektoratet har valgt Rambøll som rådgiver på den kommende Midtjyske Motorvej vest om Viborg. Rådgivningsvirksomheden skal de kommende år være med til at detailprojektere den cirka 43 kilometer lange motorvej og følge projektet frem til, at det står færdigt i 2035.

Vejdirektoratet har fundet rådgiver til anlæg af Midtjyske Motorvej Klode Mølle - Løvel
Af: Vejdirektoratet | Foto: Kort: Vejdirektoratet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Vejdirektoratet har efter udbud valgt Rambøll, som bygherrerådgiver på projektet med at anlægge Midtjyske Motorvej Klode Mølle – Løvel. Der venter derfor et tæt samarbejde mellem Vejdirektoratet og rådgivningsvirksomheden om den videre planlægning og projektering af motorvejen.

Vi står foran en stor og kompleks projekteringsopgave, hvor rigtig mange hensyn skal gå op i en højere enhed. Vi skal blandt andet finde gode løsninger for bygværker, baneteknik, natur og miljø og geoteknik, samtidig med at vi skal projektere en moderne og sikker motorvej. Derfor er det vigtigt, at vi nu får en stærk rådgiverorganisation med ombord siger projektchef John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet

Motorvejen mellem Klode Mølle og Løvel skal anlægges vest om Viborg. Projektet omfatter ikke alene selve motorvejen, men også blandt andet tilslutningsanlæg, broer og andre bygværker samt en sænkning af jernbanen på strækningen mellem Langå og Struer.

Fra overordnet projekt til konkrete løsninger

Med valget af Rambøll går projektet videre ind i en fase, hvor løsningerne skal bearbejdes og detaljeres.

Rådgiveren skal bistå Vejdirektoratet med detailprojekteringen og blandt andet arbejde med vejens udformning, broer og bygværker, afvanding, geoteknik, natur og miljø samt de mange grænseflader til blandt andet eksisterende veje, jernbane, forsyningsledninger og lokale adgangsforhold.

Samtidig fortsætter dialogen med lodsejere, naboer, kommuner, myndigheder og andre aktører langs den kommende motorvej. Detailprojekteringen skal omsætte rammerne fra anlægsloven til konkrete løsninger, og derfor vil projektet også i de kommende år blive mere detaljeret.

Vi har allerede fået mange værdifulde input fra borgere, lodsejere, kommuner og andre, der kender området. Nu kommer vi et skridt længere ned i detaljen. Det betyder også, at vi løbende får mere viden om, hvordan vejen konkret skal udformes de enkelte steder siger John Kjærsgaard

Rådgiverkontrakten har en værdi på cirka 170 millioner kroner og kan løbe i op til ti år. Rambøll skal dermed følge projektet, til det er helt færdigt i 2035.

Der ligger fortsat et stort arbejde foran os, før gravemaskinerne for alvor rykker ud. Med Rambøll ombord har vi nu en vigtig del af holdet på plads, og vi glæder os til sammen at tage fat på den næste del af projektet siger John Kjærsgaard

Midtjyske Motorvej fra Klode Mølle til Løvel er en 43,6 kilometer ny motorvejsstrækning vest om Viborg. Motorvejen er en del af Infrastrukturplan 2035, som er vedtaget af en bredt forlig i Folketinget i 2021. Midtjyske Motorvej forventes at være klar til trafik i 2034. Læs mere på Midtjyske Motorvej Klode Mølle - Løvel | Vejdirektoratet

Nøgleord
Trafik & transportPolitik
Event Information