I den kommende sæson skal Vorup FBs hovedforening stå for driften af Randers Skøjtebane på Jens Otto Krags Plads. Tidligere har Underværket varetaget opgaven, men på grund af Underværkets økonomiske situation er det ikke muligt i år
Derfor har Underværkets bestyrelsesformand opfordret lokale foreninger til at melde sig, hvis de kunne være interesserede i at overtage opgaven. Det har Vorup FB gjort, og efter en dialog med Randers Kommune om opgavens omfang og vilkårene for driften har foreningen sagt ja til at tage ansvaret for skøjtebanen i den kommende sæson.
Jeg er glad for, at Vorup FB har lyst til at tage opgaven på sig. Skøjtebanen er en fast del af vinteren i Randers midtby, og den er med til at skabe liv og gode oplevelser for både børn og voksne. Med aftalen sikrer vi, at traditionen kan fortsætte i år siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget
Også i Vorup FB er man glad for at kunne bidrage til, at skøjtebanen bliver en del af vinteren i Randers igen i år.
Vi synes, skøjtebanen er en fantastisk juletradition, som vi ikke vil undvære. Derfor følte vi også, at vi måtte melde os på banen og tage ansvar for driften. Man kan godt sige, at vi er på en redningsaktion, men vi glæder os til at komme i gang siger Thomas Raaby Pedersen, daglig leder i Vorup FBs hovedforening
Aftalen mellem Randers Kommune og Vorup FB gælder i den kommende sæson, og skøjtebanen gøres nu klar, så randrusianerne igen kan finde skøjterne frem og tage en tur på isen. Skøjtebanen vil efter planen være åben frem til og med vinterferien i uge 7.
