28. august 2026

Lokal traktortrækker går efter medalje ved årets DM

22-årige Jakob Kirk fra Fårup kører efter en podieplads, når der den 5. september afholdes DM i traktortræk ved Linde.

Lokal traktortrækker går efter medalje ved årets DM
Af: Ditte Jensen | Foto: Privat

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Presset er ekstra stort, når 22-årige Jakob Kirk fra Fårup skal kæmpe om medaljerne til årets DM i traktortræk i Linde. Det er nemlig første gang, han er kvalificeret til DM, og han håber på metal, fortæller han:

Jeg skal hænge i for at være med i toppen, men alle er blevet slået af alle i kvalifikationen, så der er en chance. Det hele kommer til at afhænge af, hvem der kører bedst på dagen. Jeg tænker, top tre er realistisk, siger han. 

Bonderøvs-snak og bajer

Til daglig arbejder Jakob Kirk på Skalmstrup Maskinstation, hvor han også kører traktor. Men det var først, da hans chef Jonas Simonsen, der også er kvalificeret til DM, for to år siden, spurgte om, han ikke skulle være med til træk, at han fik øjnene op for sporten, forklarer han.

Min chef har kørt, siden han kunne gå, og han spurgte, om jeg ikke ville være med. Jeg blev grebet af spændingen og stemningen. Det er sindssygt hyggeligt med bonderøvssnak og bajer til stævnerne, og i hverdagen bruger vi aftenerne på at få pudset og gjort om, siger han

Jakob Kirk stiller op i det, der hedder superstandard klasse 7 med sin John Deer 8295R, som han også bruger til at høste med. Lige nu holder den på værkstedet, men det stresser ikke den unge dm-debutant.

Den skal nok nå at blive klar, det er jeg sikker på. Så skal jeg bare have lidt luft ud af dækkene, hjullåse på og justeret trækhøjden og så afsted, siger han.

Hjemmebane-fordel

Også Jakob Kirks venner og familie er klar til DM og har annonceret, at de møder talstærkt op for at støtte på den store dag, fortæller han:

De fleste bor i Hvidsten, så de kommer selvfølgelig og bakker op, og så kommer der ekstra pres på, griner han.

DM i traktortræk afholdes i 2026 af Region Aarhus LandboUngdom i Linde. Alle er velkomne, og billetter kan købes i indgangen, hvor børn kommer gratis ind.

Nøgleord
Oplevelser
Event Information