I september åbner folkeskolerne dørene for kommende skolebørn og deres familier. Her kan de få svar på spørgsmål om skolestart, opleve skolens miljø og blive klogere på, hvilken skole der passer bedst til deres barn.
Skolestart er en stor milepæl for både børn og forældre. Derfor er det vigtigt, at familierne får mulighed for at opleve skolen på tæt hold, mener Kasper Fuhr, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget i Randers Kommune.
Vi ønsker, at alle børn får den bedst mulige start på skolelivet. På vores folkeskoler arbejder vi hver dag for at styrke børnenes lyst til læring, deres faglige udvikling og deres plads i fællesskabet. Åbent hus giver familierne mulighed for at opleve det i praksis og møde de mennesker, som skal være en del af deres barns hverdag i mange år frem siger Kasper Fuhr.
På de enkelte skoler vil programmet variere. Nogle steder kan familierne opleve undervisningsaktiviteter, faglokaler og fritidstilbud, mens andre inviterer til rundvisning på skolen.
Fælles er ønsket om at give familierne et indblik i Folkeskolens hverdag.
Når familier besøger os, håber vi, at de mærker den kultur og de relationer, som kendetegner vores skole. Det handler ikke kun om bygninger og fag, men om at skabe og vise et trygt sted, hvor børn bliver mødt med forventninger, oplever gode fællesskaber og får lyst til at lære siger Jacob Voldby, der er skoleleder på Vestervangskolen
Åbent hus er samtidig en mulighed for at få svar på de spørgsmål, som ofte melder sig før skolestart – om undervisning, fritidsaktiviteter, hverdagen i klassen og samarbejdet mellem skole og hjem.
Der er åbent hus på de 19 folkeskoler i Randers Kommune på udvalgte datoer i løbet af september.
Se datoer og læs mere på www.randers.dk/skolestart
Fakta
- 19 folkeskoler i Randers Kommune holder åbent hus.
- Arrangementerne finder sted i september
- Programmet varierer fra skole til skole.
