21. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Dansk musik står stærkt: Spil Dansk fejrer 25 år med blikket rettet mod fremtiden

I år markerer Spil Dansk 25 år med musikoplevelser på tværs af landet. Når Spil Dansk Ugen løber af stablen i uge 44, samles musikere, spillesteder, skoler, institutioner og lokale fællesskaber om dansk musik. En fjerdedel af landets kommuner er med, og programmet spænder fra koncerter med nye talenter til fællessang, musikundervisning og anderledes musikoplevelser.

Dansk musik står stærkt: Spil Dansk fejrer 25 år med blikket rettet mod fremtiden
Af: Sindberg Kommunikation ApS | Foto: Sindberg Kommunikation ApS/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

I 25 år har Spil Dansk været med til at sætte dansk musik på dagsordenen og skabe møder mellem musikken og danskerne. I år fejres jubilæet med endnu en Spil Dansk Uge, hvor dansk musik kommer ud i hele landet – til både store og små scener, skoler, plejehjem og lokale fællesskaber fra de 26. oktober til den 1. november.

Og der er god grund til at fejre dansk musik. Danske artister står stærkt på landets scener, i medierne og på streamingtjenesterne, og nye generationer af musikere, sangskrivere og producere kommer hele tiden til. Men 25-års jubilæet giver også anledning til at se fremad. For hvordan sikrer vi, at dansk musik står lige så stærkt om 25 år?

Dansk musik står utrolig stærkt i dag, og det er resultatet af mange års fælles indsats fra musikere, organisationer, spillesteder, kommuner og en lang række andre aktører. Det er værd at fejre. Men vi skal også huske, at den position ikke er kommet af sig selv, og at vi ikke kan tage den for givet. Hvis dansk musik skal stå lige så stærkt om 25 år, skal vi blive ved med at investere i de mennesker og musikmiljøer, der skaber fremtidens musik. Det handler om, at alle børn skal have mulighed for at lære at spille musik, at unge talenter kan finde et øvelokale og en scene, og at vi sikrer plads til forskellige genrer og stemmer. For vi ved ikke, hvem der kommer til at skrive de sange, vi skal synge om 25 år. Men vi kan være med til at sikre, at de får muligheden, siger Frank Birch Pontoppidan, direktør for Foreningen Spil Dansk.

Spil Dansk i hele landet

En fjerdedel af landets kommuner deltager i årets Spil Dansk Uge, hvor lokale arrangører inviterer til musikoplevelser i mange forskellige former.

Programmet viser bredden i dansk musikliv. I København kan unge blandt andet opleve CEVIL og Emma Lunding som en del af UNG:LIVE, der giver nye artister mulighed for at møde et publikum og få erfaring på scenen. I Hedensted sættes der fokus på den nye generation af danske jazzmusikere med gruppen Virvel som en del af UNG:JAZZ – et nyt initiativ fra Spil Dansk, der hylder den unge, nyskabende og mangfoldige jazzscene.

På Lolland er børnene i centrum, når folkemusikorkestret Svøbsk inviterer til intime koncerter i børnehøjde, mens skolebørn i Varde får mulighed for at skrive og synge deres helt egen sang sammen med Sten Elten i projektet En sang om frihed. I Skive hyldes den danske folkemusiktradition, når M.C. Hansen medvirker i det nye initiativ Spil Dansk Folk.

I Randers kan publikum opleve forskellige møder med musikken. Rune Rim står bag workshoppen Musikkens kraft, hvor musik og sangskrivning bruges som redskaber til at styrke unges mentale trivsel. På Den Skandinaviske Designhøjskole inviteres der desuden til en tegnekoncert med trioen SiRiNa, hvor musik og billedkunst mødes, og publikum kan tegne, mens musikken spiller.

Fælles for aktiviteterne er ønsket om at bringe dansk musik ud i nye sammenhænge og give flere mulighed for både at opleve og selv skabe musik. Fra de yngste skolebørn til nye jazztalenter, fra folkemusikkens traditioner til eksperimenterende musikoplevelser viser programmet, hvor mangfoldigt dansk musikliv er – og hvor vigtigt det er, at musikken er tilgængelig for alle, uanset alder, baggrund og geografi.

Noget af det særlige ved Spil Dansk Ugen er, at musikken kommer ud dér, hvor mennesker er. Det kan være på en skole, på et plejehjem, på et lokalt spillested eller et sted, hvor man normalt ikke oplever levende musik. Vi vil gerne vise, hvor meget dansk musik rummer, og samtidig åbne døren for mennesker, der måske ikke ellers ville have mødt den. Musikken skal være en del af vores liv – uanset alder, baggrund eller hvor i landet vi bor, siger Frank Birch Pontoppidan.

25 år med dansk musik og blikket rettet mod fremtiden

Siden Spil Dansk blev etableret for 25 år siden, har dansk musik gennemgået en markant udvikling. Men fremtiden byder også på nye udfordringer. Kunstig intelligens forandrer måden, musik kan skabes på, og der er fortsat behov for at sikre mangfoldigheden i dansk musikliv – både når det gælder køn, genrer, geografi og mulighederne for at få adgang til musikken.

Derfor arbejder Spil Dansk også uden for den årlige musikfest med blandt andet talentudvikling, musikundervisning og initiativer som ‘Lydskolen’, der skal få flere piger og unge kvinder ind i musikproduktion og lydteknik.

Spil Dansk Ugen er ikke alene en fejring af dansk musik, men også en påmindelse om betydningen af at give fremtidens musikere og musikskabere mulighed for at udvikle sig.

Se hele programmet for Spil Dansk Ugen 2026 på spildansk.dk/kalender.

Fakta om Spil Dansk Ugen 2026

  • Spil Dansk markerer 25-års jubilæum i 2026.

  • Spil Dansk Ugen finder sted i uge 44, den 26. oktober til 1. november.

  • En fjerdedel af landets kommuner deltager.

  • Programmet rummer omkring 600 programpunkter: koncerter, fællessang, undervisning og musikalske aktiviteter på tværs af landet.

  • Hele programmet findes på www.spildansk.dk/kalender/

Event Information