Ny cykelsti mellem Randers og Asferg på vej
Med støtte fra staten får Randers Kommune en ny cykelsti mellem Randers og Asferg.
Randers Kommune har modtaget 7,9 mio. kr. fra den statslige cykelpulje som led i et regionalt samarbejde om supercykelstier. Det betyder, at der etableres en ny cykelforbindelse mellem Randers og Asferg, som forventes færdig i 2028. Anlægsomkostningerne bliver ca. 16 mio. kr.
Stien, som bliver énvejstrafikeret på hver side af vejen, skal skabe mere tryghed for cyklister og forbinde til parkeringspladsen ved motorvejen. Desuden bliver en del af strækningen integreret i den kommende supercykelsti, Hobroruten.
