En af årets mest elskede måneder hyldes med fællessang under glaspyramiden på Hovedbiblioteket i Randers centrum onsdag den 27. maj fra 16.30 til 17.15.
Biblioteksmusikant Peter Elmelund præsenterer sammen med sangglade kolleger nye og gamle sange fra Højskolesangbogen under overskriften ’mig og maj’.
Temaet åbner for både maj måneds lethed og for individet; for mig. Men også jeget, der bærer smilet med byrde og ser de bøgelyse øer. Vi skal også synge Inger Christensens Dejlighedssang og prise de lyse nætter. Vi får også ege, der knoppes og Sebastians fnuglette Vårvise, fortæller Peter Elmelund.
Sangene er valgt af Marie Garsdal Brøsted og Henrik Gadegaard, der også synger for. Der er som vanligt kaffe på kanden, og det er gratis at være med.
